Miiv Miiv MIIV

[Pinny]

Siger Pind, udefra køkkenet, så jeg går ud og tjekker- og hun har fanget éet eller andet. Fint nok! Hun og hendes mor er de jammerligste jægere, jeg har haft: MIJAV MIJAV! Så alle de andre katte kommer benende- og hugger byttet. :confused:

 

Men Pind bliver ved- og så har hun en lille fugleunge, knap nok dunet- med hvide mundvige. Ja, det ER jo synd, og Moder Natur er en dum kælling, for det er små fortabte fugleungers skæbne- at blive ædt af et eller andet.

Men det er synd!

 

Jeg vil tro, det er en stær, muligvis en solsort/drossel. Den er ret stor af en dununge at være, dunene er sorte. Og i det mindste åd hun den- bortset fra "the wobbly bit", her bestemt som kråsen... ADDVR!

 

Men så led det lille dyr ikke- tænk, hvis det var ædt af myrer. Katte er klamme, men i det mindste slår de ret hurtigt ihjel.

 

Mvh

Pinny

[pfpeter]

Det forholder sig absolut ikke sådan altid, at katten slår hurtigt ihjel. Naturen er ubamhjertig, hvad sådan noget angår. Forleden dag kom min kat hjem med en meget lille markmus som ikke var død, men hvor nogle af indvoldene hang ud af den. Den pev selvfølgelig det lille dyr, men min kat kastede den op i luften, så løb musen og katten løb efter den. Det gentog sig i lidt over halv time før katten gjorde en ende på den stakkels mus liv, men det er naturens gang.

 

Det eneste tidspunkt, hvor jeg blander mig er, hvis katten har fanget en fugl eller et andet dyr, som han af en eller anden årsag ikke har slået ihjel og bare lader ligge. Så går jeg konsekvent hen og drejer halsen om på det stakkels dyr.

 

Men ja, naturen er som skrevet ubamhjertig. En Komodovaran bider f.eks. en hjort og så går der to til tre uger før hjorten ikke kan bruge sit ben mere af den infektion Komodovaranens bid giver. Og varanerne begynder at spise af dyret, før end at det er dødt. Så der kan man snakke om at blive spist levende.