Hej Alle,
Jeg og min kæreste er for nylig blevet de glade ejere af to dejlige hun-killinger fra to forskellige kuld. Vi fik killingerne sidste mandag, og der var ingen problemer med at få dem hjem.
Hjemme i vores lejlighed faldt begge killingerne hurtigt på plads, og havde masser af nysgerrighed og energi.
I torsdags begyndte den ene af de to katte dog at spise mindre, og den har siden fredag ikke frivilligt taget hverken vand eller mad til sig. Foderet er det samme som de fik på det internat, hvor vi hentede dem.
Lørdag kastede killingen op, og vi fik fat i en dyrlæge, der gav den nogle sprøjter (Becoplex, Dexadreson, Cerenia og Aquacycline, til dem for hvilket det betyder noget). Ifølge dyrlægen var katten som sådan ikke rigtig syg, og havde hverken forhøjet temperatur eller andet. Den fik noget kvalmestillende, som skulle virke indenfor 24 timer. Desværre er killingen ikke begyndt at spise eller drikke endnu - den har siden lørdag formiddag (1½ døgn siden) kun fået hvad der svarer til en dessertske af noget vådfoder vi også fik hos dyrlægen. Det eneste killingen laver er at sove, sove og sove. Mange, mange timer om dagen. I dag har hun sovet op mod 8 timer i streg, kun afbrudt af vores forsøg på at fodre hende og give hende noget at drikke.
Vi er begge begyndt at blive alvorligt bekymrede for vores dejlige kat, så hvis I har nogle gode råd til, hvordan vi kan få noget mad i hende, ville vi være meget taknemmelige.
Bedste Hilsner
Kristian