Hej igen og tak for jeres gode svar
Efterfølgende har min kat på 10 år haft 2 epileptiske anfald/kramper måske blodprop i torsdags og i mandags. Han nyser meget lidt nu og det er slet ikke i anfald og slet ikke med blod ud af næseborene. Jeg kontaktede dyrlægen, fordi jeg blev så bange, da han i mandags gik kortvarigt rundt som en beruset efter anfaldet. Det skal siges, at han ikke har nogen mén - han går fint rundt.
Min dyrlæge mener så, at det må være en hjernetumor og ikke "bare" allergi.
Vi e-mailede, da hun altid har så travlt og er svær at komme i kontakt med telefonisk. Hun var 99% sikker... Det gav mig virkelig et stort chok at få den besked. Fra at være en kat, som ikke har tabt sig, spiser, leger og har normale toiletbesøg, er kælen, til at være dødelig syg har gjort mig helt ude af den og jeg er bare så ulykkelig.
Dyrlægen mente, vi godt kunne røntgenfotografere ham for at få vished, men at hun så ville aflive ham med det samme, hvis hun så, at han har en hjernetumor... Hun synes ikke, det er det værd at undersøge ham, da han er så angst for at være til dyrlægen og får psykiske traumer i lang tid bagefter samt, at han ikke kan tåle bedøvelsen/narkosen, det bliver han også så syg af og vil hverken spise, drikke eller have kontakt i flere dage bagefter. Derudover er hun 100% sikker på, at han har en hjernetumor. Vi skulle se tiden an mente hun, og så skulle vi som gode katteforældre tage den hårde beslutning om aflivning, når tiden var inde til det....
Jeg er så rystet og aner ikke mine levende råd. Jeg er bange for at få ham røntgenfotograferet og samtidig har jeg stadig mine tvivl, om det er en hjernetumor. Jeg har også læst et sted på nettet, at der godt kan komme epileptiske anfald efter en periode med infektion. Han fik også et enkelt anfald 31. maj 2013 efter en indsprøjtning med binyrebarkhormon grundet mange nyseanfald.
Så hjælp....hvad synes I andre katteejere, har I oplevet noget lignende eller kan I komme med gode råd?
Han er en ellers glad og kælen kat og taber sig slet ikke, han er glad for mad.
Hilsen den bange katteejer